www.lykkeligmedstress.dk

Hvis man skal kunne leve lykkeligt med stress, er det vigtigt at give sig selv lov til at grine – også når morskaben er skabt af en selv – hvor ufrivilligt det end er. Som et led i mit forsøg på at hele, øver jeg mig i at turde stå ved den, jeg er, hvor pinligt det end måtte være. 

 

Min franske fadæse

 

 

1992 var på mange måder et markant år. Danmark blev europamestre i fodbold, franske landmænd og lastvognschauffører blokerede sommertrafikken på grund af en ny kørekortafgift, og min familie blev beriget med det største latteremne til dato. Det leverede jeg, selv om det var ganske ufrivilligt.

Selvfølgelig skal man tisse, når man tilbringer mange timer i en familieferiebil. Somme tider skal det gå meget stærkt, og sådan var det for mig på denne famøse dag, hvor jeg havde fremtvunget et stop på den nærmeste rasteplads. Toilet eller ej. Desværre var det ”ej”, så jeg var henvist til naturen.

Under normale omstændigheder ville jeg have været dybt betaget over udsigten i dette franske paradis. En dal med kæmpe vinmarker, som flimrede i varmedisen, duftende lavendler i snorlige rækker og en vejrbidt bondemand med sine græssende får ved indkørselen til pladsen. Men der var ikke tid til betagelse. Kun tid til at finde en alternativ toiletløsning.

Der var den. En skrænt med et vandløb i bunden af kløften.

Det havde jeg trods alt tid til at bemærke. Det måtte være det perfekte sted – troede jeg.

Jorden var porøs og fyldt med skarpe sten, og det krævede derfor den yderste koncentration at holde balancen. Mens jeg glædede mig over at have nået det i tide, bemærkede jeg, at den stejle skråning var domineret af brændenælder og burresnerrer. To pigtrådshegn skulle agere stopper for eventuelt nedfaldne får. Godt, man ikke var et får.

Men det var et fint sted, og jeg var helt ugenert. Med lukkede øjne kunne jeg endelig nyde solen mod min blege danskerhud, lyden af de syngende cikader, som jeg havde savnet i et helt år, og ikke mindst lettelsen over min helt egen rislende kilde.

En fremmed summen brød ind i mit nu, og mit hjerte begyndte at hamre, så jeg blev helt svedt. Nederst i bunden af kløften fik jeg øje på noget, jeg hidtil ikke havde bemærket. Togskinner.

“Bare jeg når at blive færdig, inden…”

Tanken var ikke tænkt til ende, inden persontoget kom glidende. Taget på fersk gerning, mistede jeg koncentrationen og begyndte den hurtige nedtur. Faldt bagover. En sko fløj af og landede langt bag mig.

Alt det, jeg hidtil havde forsøgt at skjule mest for de fleste, var i et nu udstillet som et månebillede på et sommergalleri.

Jeg gled. Blev ved. Tumlede rundt. Hovedet nedad og noget andet op. Brændenælder. Slog baghovedet i et forsøg på at undgå pigtråden. Jeg fløj. Tankerne fløj direkte ind til de stakkels mødre i toget, som må have fået travlt med at holde deres børn for øjnene.

Fanget med bukserne som en spændetrøje om anklerne og håret i endnu en række pigtråd. Som et andet får hang jeg fast.

Stilhed.

Gled ikke mere.

Toget havde passeret.

Den sidste sten rullede ned og endte i vandløbet med et plop.

Vandet klukkede. Var det latter eller trøst?

 

Det sved. Brændenælder og sten havde gjort sit, og alt sved og smertede. Huden. Balderne. Baghovedet. Sjælen og min stolthed. Et forbipasserende tog havde mærket mig for altid.

Jeg lå stille. Følte efter. Ingenting brækket. Ingen alvorlige skrammer.

Hvad har de ikke tænkt der i toget. Den franske version ville jeg gerne have hørt.

Nu var det heldigvis ovre. Eller…

Da jeg var viklet ud af pigtråden, var min første og vigtigste mission at dække mig til. Jeg skulle jo nødigt blive anmeldt for blufærdighedskrænkelse.

Dække mig til? Det kunne jeg glemme, for det var helt umuligt at trække trusserne op. Det er ikke helt sandt, men det ville have været yderst ubehageligt, for de var fuldstændig sat til med frøene fra burresnerrer, som bare ventede på at blive båret til en ny såplads.

Da vi var børn, var det sjovt at kaste dem efter hinanden, fordi de hagede sig fast i alting med deres krumme børster, men nu var det ikke spor morsomt. De var overalt. I hundredvis – tusindvis.

“Hvor tit mon togene kører her?”

Der stod jeg. Fanget i min egen skæbne med en meget såret forfængelighed, bukserne nede, og de før så hvide trusser om knæene.

Hvad skulle jeg gøre?

Først forsøgte jeg febrilsk at fjerne burrerne. Hurtigt måtte jeg dog indse det umulige i den opgave, for trusserne var mere grønne end hvide.

Hjælp. Jeg kunne råbe på hjælp.

Men hvem ville høre mig ud over mine børn? Min mand og den langturschauffør, han stod og talte med? De ville straks komme til undsætning, og der ville jeg stå i al min elendighed med endnu et fremmed blik på min bare. Nej, jeg havde haft fremmede blikke nok for den dag. Der måtte være en anden udvej.

Efter lidt tøven smed jeg den anden sko og krængede de lange bukser af. Inderstoffet var glat, så kun få burrer havde fået fæste der. De var forholdsvis hurtigt fjernet. Af med trusserne. På med bukserne. Det var der vist ingen, der så.

Anstændig igen. Der gik et lille øjeblik, så kom den. Latteren.

Den skyllede ind over mig med orkanstyrke. Tårerne løb, maven krampede, og hele min krop rystede. Dog ikke nok til at få de mange ubudne gæster af. Burrerne var overalt. Mit krøllede hår var helt filtret ind. Det ville blive en større operation at få dem ud. Morgenhår, når det er værst.

Mavemusklerne smertede, stemmebåndene strammede og løsnede sig i et væk og frigav uartikulerede lyde, som bølgede frem og tilbage i løssluppenhed.

Det var svært at koncentrere sig om opgaven. At rense mig så meget, at jeg kunne vise mig offentligt igen.

Familien måtte da snart savne mig. De troede måske bare, at jeg havde hård mave.

Hver gang jeg vendte synsvinkelen og forestillede mig det, der må have mødt de stakkels uforberedte mennesker i toget, fik grineflippet ny energi.

I kampen mod latterens brusende hav, fik jeg overtaget og kom endelig op fra dybet. Fåredybet.

Efterhånden havde jeg fået samling på det hele. Sko, trusser i lommen, lange bukser pænt på plads og jakken under armen. Håret krusede godt nok lidt mere, end det plejede, men det vidste fremmede jo ikke.

Det gjorde til gengæld mine to piger på 6 og 12 år, og de reagerede straks på det, de så.

Den store var dybt bekymret og spurgte:

”Hvad har du lavet, mor? Hvordan er det, du ser ud, og hvad er det, der sidder i dit tøj? Og i dit hår?”

Den mindste var sikker på, at jeg var kommet til skade, da hun så, at jeg krummede mig sammen og hulkede, så tårerne løb.

”Græder du?” spurgte hun med store bange øjne.

Jeg kunne kun ryste på hovedet i et forsøg på at overbevise pigerne om, at jeg ikke var kommet noget til, og forsigtigt og en smule beroligede begyndte de begge at befri mit hår for klæbende monstre, mens de ventede på et lidt tydeligere svar.

Det kom ikke. Tanken om at skulle sætte ord på den usædvanlige historie udløste en ny lattersalve. Tårerne løb. Maven krampede igen. De forstod ingenting. Kun at jeg lo.

Bekymret ved synet af det mærkelige optrin, sluttede min mand samtalen med chaufføren for at komme mig til undsætning. Ligesom pigerne forsøgte han at få samling på mine udefinerbare lyde, men heller ikke han forstod.

Jeg forsøgte at forklare. To ord… latteren smittede. Jeg prøvede igen. Tre ord… Alle brølede af grin. Det var umuligt. Fuldstændig umuligt at forklare mig. Familien var overladt til fantasien, for inden det lykkedes mig at få sagt så mange sammenhængende ord, at de fik bare hovedtrækkene i den tåbelige historie, var der gået tyve minutter.

 

Det er nu rigtig mange år siden og stadig umuligt at forklare, så måske forstår mine piger og min familie først den fulde sammenhæng nu, hvor de kan læse den i stedet for at skulle forsøge at forstå min forklaring. Tre ord… latteren smitter. Fire ord… alle brøler af grin.

Denne historie er familiens største latterbrønd, og jeg kan fortsat ikke fortælle den uden at bryde sammen, og det kan mine piger heller ikke.

I dag er den yngste en voksen kvinde, og for nylig forsøgte hun at fortælle sin kæreste om sin mors franske fadæse.

Det var også umuligt, og i latterkrampe måtte hun opgive og slutte med at sige:

”Du skulle have været der!”

 

 

Foto og tekst: Kathe Daewaell Grønning

 

 

 

 

 

 

I alle de år jeg har været stressramt, har jeg samtidig kæmpet et indædt kamp for at få nætterne til at fungere og give mig den hvile, som jeg så desperat har brug for.

For at give min overgearede hjerne så meget ro som muligt, sover jeg i et mørkt rum, uden fjernsyn og kulørte tal på vækkeuret, blinkende dioder eller udefra kommende måne- eller sollys.

Der er helt sort. Kølighed og mørket i rummet er signal til min hjerne om, at nu skal den sove.Det virker bare ikke. Til gengæld føles det behageligt og giver mig en vis form for afslappethed, så det har jeg holdt fast i. Det har jeg til gengæld ikke men de mange gode råd, som jeg ellers har fået gennem årene. De er blevet skrottet et efter et: bad før sengetid, læse en god bog, musik under hovedpuden, varm hvedepude på ryggen, te, whisky, diverse indslumringsteknikker – og, og, og. Jeg har vist prøvet det hele, undtagen sovepiller, som jeg nægter at tage.

Endelig falder jeg i søvn, men kl. 02 er jeg igen lysvågen. Og sådan er det hver nat. Fra de kloge ud i nattesøvn har jeg hørt, at det er vigtigt at stå op, så sengen kun er forbundet med søvn og sex. Det gør jeg så – står op, altså; men når jeg vender tilbage til soveværelset, er det samme kamp forfra igen, og så kan der nemt været forsvundet to timer af min nattesøvn.

For nogen tid siden fandt jeg ellers en god løsning i form af melatonin-tabletter. Det naturlige søvnhormon hjalp mig, så jeg faldt hurtigt i søvn, og for en tid troede jeg, at det var løsningen.  Desværre kunne de ikke forhindre, at jeg vågnede midt om natten og fik den dybe hvile slået i stykker.

ALT DET BØVL – OG SÅ ER DET SÅ SIMPELT

Løsningen hedder 4-7-8 og er en helt enkel vejrtrækningsteknik, baseret på yoga-principper og udviklet af dr. Weil. Se hans egen forklaring på engelsk her eller læs min instruktion, som er lavet ud fra videoen: https://www.youtube.com/watch?v=YRPh_GaiL8s

Placer tungespidsen i overmunden der, hvor fortænder og tandkød mødes.

1. Start med at puste al luft ud gennem munden med kraft og lyd.
2. Træk vejret stille ind gennem næsen, mens du tæller til fire.
3. Hold vejret, mens du tæller til syv.
4. Pust kraftigt ud gennem munden, mens du tæller til otte.

Dette gentages fire gange – ikke mere.

Vil man have det fulde udbytte af teknikken, siger Dr. Weil, skal man bruge den som en praksis, der gentages mindst to gange om dagen, men aldrig med mere end fire ind- og udåndinger ad gangen i den første måned. Derefter kan man gå op til max otte.

Efter 4-6 uger kan man begynde at bruge teknikken til meget andet end indsovning, og det er også der, langtidsvirkningerne begynder at vise sig. Man kan f.eks. bruge ind- og udåndingerne, hvis man er på vej op i det røde felt over et eller andet, eller hvis sukkerafhængighed og rygetrang banker på. Derudover nedsættes hjerterytmen, blodtrykket falder, fordøjelsen forbedres, stresshormonerne i kroppen reduceres og kolde hænder bliver varme.

Vejtrækningsteknikken er ET FANTASTISK REDSKAB FOR MIG, og jeg har sovet som et lille barn hver nat i den uge, der er gået, siden jeg første gang stiftede bekendtskab med videoen. Jeg har indført praksissen morgen og aften og glæder mig til at se, om den også får langtidsvirkninger på mig.

Denne opdagelse rummer endnu EN NY BEGYNDELSE for mig, så nu kan jeg være LYKKELIG MED GOD NATTESØVN.

 

Indrømmet – jeg var nok lidt hurtig til at kalde mig lykkelig med stress. Under en indkøbstur til det lokale supermarked i dag, var det ikke lige lykkefølelsen, der først meldte sig.
I stedet blev det en stund i den mindre stille del af helvedes forgård.
Larmende motorer i forskellig frekvens i uendelige rækker af kølediske, i frysere til frugt, frysere til grønt, til kød, brød, fisk, fire til is og færdigretter i lange baner, bippende kasseapparater, skramlende vogne, skrigende børn, råbende mødre og mænd med utålmodigt trommede fingre på kølediskens plasticlåg.
Jo, der var der lyd overalt, og for en støjsensitiv sjæl som mig betyder det, at indkøbssteder skal vælges med meget stor omhu, hvis ikke resten af dagen skal foregå i sengen for nedrullede gardiner og et: ”Vil ikke forstyrres” på døren.

 

Hjertelig velkommen til min nye begyndelse som blogger. Det er en stor glæde og sejr for mig at være nået hertil, og jeg er meget taknemmelig for, at du har valgt at dele dette øjeblik med mig.

Jeg ved godt, at det er en floskel at sige, at jeg lever i nuet. Ikke desto mindre er det lige præcis, hvad jeg prøver på at gøre hver eneste dag. Det er der, jeg kan holde ud at være. Der jeg kan finde fordybelse og rense tankerne og for en stund gøre mig fri af den sygdom, som har ramt mig, ligesom den rammer alt for mange andre.

Hverdagen byder på storslalom ud og ind mellem de forhindringer, som min stress-situation hele tiden sætter op for mig. Men jeg har det godt, for jeg vil have det godt! Det er blevet noget helt uundværligt for mig at følge min indre stemme og lede efter det positive i tilværelsen, hvad end den byder mig, for jeg tror, at der er en mening med alt, hvad der sker i vores liv. Tit kan det være meget svært at få øje på det, og når vi står midt i problemerne, fyldes vi nemt af bitterhed, følelsen af uretfærdighed og opgivelse. Men det er ikke meningen, at vi skal give op. Vi skal give os tid, ro og rum til at lytte til vores indre stemme og gå med den.

Det har jeg gjort. Jeg har fundet fred med min fortid og min sygdom ved at vende mig rundt og se den i øjnene. Hvad er det den vil fortælle mig? Hvad er det, jeg skal lære af den svære situation, som livet har bragt mig i?

Blandt andet har jeg skullet lære at turde stå ved den, jeg er. At se mine fejl i øjnene og være villig til at indrømme dem, rette op på dem eller bearbejde dem på en måde, så de ikke længere gør ondt.

Den rejse har været lang og er ikke færdig endnu, men i dag kan jeg sige, at jeg har tilgivet mig selv de dumheder, som førte mig så langt ud, at der kun var overgivelse tilbage. Jeg har fundet fred med mig selv; med det, der førte til mit sammenbrud og med tanken om, at jeg aldrig mere bliver, som jeg var engang. Det har jeg heller ikke noget ønske om, for det virkede jo ikke i sidste ende.

Har jeg så ikke haft et godt liv?

Jo, jeg har haft et fantastisk liv. Det var sjovt, og jeg havde en fest, så længe det gik godt. Et fantastisk liv med mange jern i ilden og hundredevis af mennesker, der gik ind og ud af min svingdør…
Men jeg manglede fordybelsen.

Dybest set var det liv ikke mig, og ulykken var, at jeg ikke var tro mod mig selv. Jeg fulgte ikke min indre stemme, hvor højt den end skreg på mig, men valgte i stedet at overhøre alle advarsler og fortsatte i et tempo, som ville skæppe godt i statskassen, hvis jeg var blev fanget i en hastighedskontrol.

Nu har det godt, er tro mod mig selv og elsker livet, som er fyldt af så uendeligt mange små og store glæder, bare man giver sig selv lov til at se og lytte.

Rejsen fra at være en blævrende gople til igen at blive et helt menneske har været meget lang, og hver dag øver jeg mig i at hvile i mig selv og lytte til min indre stemme, for den er vist den klogeste af os to.

Hvis du har lyst, vil jeg invitere dig med på turen fra vandmand til værdigt menneske.

[wpsocialite]