www.lykkeligmedstress.dk

Hvis man skal kunne leve lykkeligt med stress, er det vigtigt at give sig selv lov til at grine – også når morskaben er skabt af en selv – hvor ufrivilligt det end er. Som et led i mit forsøg på at hele, øver jeg mig i at turde stå ved den, jeg er, hvor pinligt det end måtte være. 

 

Min franske fadæse

 

 

1992 var på mange måder et markant år. Danmark blev europamestre i fodbold, franske landmænd og lastvognschauffører blokerede sommertrafikken på grund af en ny kørekortafgift, og min familie blev beriget med det største latteremne til dato. Det leverede jeg, selv om det var ganske ufrivilligt.

Selvfølgelig skal man tisse, når man tilbringer mange timer i en familieferiebil. Somme tider skal det gå meget stærkt, og sådan var det for mig på denne famøse dag, hvor jeg havde fremtvunget et stop på den nærmeste rasteplads. Toilet eller ej. Desværre var det ”ej”, så jeg var henvist til naturen.

Under normale omstændigheder ville jeg have været dybt betaget over udsigten i dette franske paradis. En dal med kæmpe vinmarker, som flimrede i varmedisen, duftende lavendler i snorlige rækker og en vejrbidt bondemand med sine græssende får ved indkørselen til pladsen. Men der var ikke tid til betagelse. Kun tid til at finde en alternativ toiletløsning.

Der var den. En skrænt med et vandløb i bunden af kløften.

Det havde jeg trods alt tid til at bemærke. Det måtte være det perfekte sted – troede jeg.

Jorden var porøs og fyldt med skarpe sten, og det krævede derfor den yderste koncentration at holde balancen. Mens jeg glædede mig over at have nået det i tide, bemærkede jeg, at den stejle skråning var domineret af brændenælder og burresnerrer. To pigtrådshegn skulle agere stopper for eventuelt nedfaldne får. Godt, man ikke var et får.

Men det var et fint sted, og jeg var helt ugenert. Med lukkede øjne kunne jeg endelig nyde solen mod min blege danskerhud, lyden af de syngende cikader, som jeg havde savnet i et helt år, og ikke mindst lettelsen over min helt egen rislende kilde.

En fremmed summen brød ind i mit nu, og mit hjerte begyndte at hamre, så jeg blev helt svedt. Nederst i bunden af kløften fik jeg øje på noget, jeg hidtil ikke havde bemærket. Togskinner.

“Bare jeg når at blive færdig, inden…”

Tanken var ikke tænkt til ende, inden persontoget kom glidende. Taget på fersk gerning, mistede jeg koncentrationen og begyndte den hurtige nedtur. Faldt bagover. En sko fløj af og landede langt bag mig.

Alt det, jeg hidtil havde forsøgt at skjule mest for de fleste, var i et nu udstillet som et månebillede på et sommergalleri.

Jeg gled. Blev ved. Tumlede rundt. Hovedet nedad og noget andet op. Brændenælder. Slog baghovedet i et forsøg på at undgå pigtråden. Jeg fløj. Tankerne fløj direkte ind til de stakkels mødre i toget, som må have fået travlt med at holde deres børn for øjnene.

Fanget med bukserne som en spændetrøje om anklerne og håret i endnu en række pigtråd. Som et andet får hang jeg fast.

Stilhed.

Gled ikke mere.

Toget havde passeret.

Den sidste sten rullede ned og endte i vandløbet med et plop.

Vandet klukkede. Var det latter eller trøst?

 

Det sved. Brændenælder og sten havde gjort sit, og alt sved og smertede. Huden. Balderne. Baghovedet. Sjælen og min stolthed. Et forbipasserende tog havde mærket mig for altid.

Jeg lå stille. Følte efter. Ingenting brækket. Ingen alvorlige skrammer.

Hvad har de ikke tænkt der i toget. Den franske version ville jeg gerne have hørt.

Nu var det heldigvis ovre. Eller…

Da jeg var viklet ud af pigtråden, var min første og vigtigste mission at dække mig til. Jeg skulle jo nødigt blive anmeldt for blufærdighedskrænkelse.

Dække mig til? Det kunne jeg glemme, for det var helt umuligt at trække trusserne op. Det er ikke helt sandt, men det ville have været yderst ubehageligt, for de var fuldstændig sat til med frøene fra burresnerrer, som bare ventede på at blive båret til en ny såplads.

Da vi var børn, var det sjovt at kaste dem efter hinanden, fordi de hagede sig fast i alting med deres krumme børster, men nu var det ikke spor morsomt. De var overalt. I hundredvis – tusindvis.

“Hvor tit mon togene kører her?”

Der stod jeg. Fanget i min egen skæbne med en meget såret forfængelighed, bukserne nede, og de før så hvide trusser om knæene.

Hvad skulle jeg gøre?

Først forsøgte jeg febrilsk at fjerne burrerne. Hurtigt måtte jeg dog indse det umulige i den opgave, for trusserne var mere grønne end hvide.

Hjælp. Jeg kunne råbe på hjælp.

Men hvem ville høre mig ud over mine børn? Min mand og den langturschauffør, han stod og talte med? De ville straks komme til undsætning, og der ville jeg stå i al min elendighed med endnu et fremmed blik på min bare. Nej, jeg havde haft fremmede blikke nok for den dag. Der måtte være en anden udvej.

Efter lidt tøven smed jeg den anden sko og krængede de lange bukser af. Inderstoffet var glat, så kun få burrer havde fået fæste der. De var forholdsvis hurtigt fjernet. Af med trusserne. På med bukserne. Det var der vist ingen, der så.

Anstændig igen. Der gik et lille øjeblik, så kom den. Latteren.

Den skyllede ind over mig med orkanstyrke. Tårerne løb, maven krampede, og hele min krop rystede. Dog ikke nok til at få de mange ubudne gæster af. Burrerne var overalt. Mit krøllede hår var helt filtret ind. Det ville blive en større operation at få dem ud. Morgenhår, når det er værst.

Mavemusklerne smertede, stemmebåndene strammede og løsnede sig i et væk og frigav uartikulerede lyde, som bølgede frem og tilbage i løssluppenhed.

Det var svært at koncentrere sig om opgaven. At rense mig så meget, at jeg kunne vise mig offentligt igen.

Familien måtte da snart savne mig. De troede måske bare, at jeg havde hård mave.

Hver gang jeg vendte synsvinkelen og forestillede mig det, der må have mødt de stakkels uforberedte mennesker i toget, fik grineflippet ny energi.

I kampen mod latterens brusende hav, fik jeg overtaget og kom endelig op fra dybet. Fåredybet.

Efterhånden havde jeg fået samling på det hele. Sko, trusser i lommen, lange bukser pænt på plads og jakken under armen. Håret krusede godt nok lidt mere, end det plejede, men det vidste fremmede jo ikke.

Det gjorde til gengæld mine to piger på 6 og 12 år, og de reagerede straks på det, de så.

Den store var dybt bekymret og spurgte:

”Hvad har du lavet, mor? Hvordan er det, du ser ud, og hvad er det, der sidder i dit tøj? Og i dit hår?”

Den mindste var sikker på, at jeg var kommet til skade, da hun så, at jeg krummede mig sammen og hulkede, så tårerne løb.

”Græder du?” spurgte hun med store bange øjne.

Jeg kunne kun ryste på hovedet i et forsøg på at overbevise pigerne om, at jeg ikke var kommet noget til, og forsigtigt og en smule beroligede begyndte de begge at befri mit hår for klæbende monstre, mens de ventede på et lidt tydeligere svar.

Det kom ikke. Tanken om at skulle sætte ord på den usædvanlige historie udløste en ny lattersalve. Tårerne løb. Maven krampede igen. De forstod ingenting. Kun at jeg lo.

Bekymret ved synet af det mærkelige optrin, sluttede min mand samtalen med chaufføren for at komme mig til undsætning. Ligesom pigerne forsøgte han at få samling på mine udefinerbare lyde, men heller ikke han forstod.

Jeg forsøgte at forklare. To ord… latteren smittede. Jeg prøvede igen. Tre ord… Alle brølede af grin. Det var umuligt. Fuldstændig umuligt at forklare mig. Familien var overladt til fantasien, for inden det lykkedes mig at få sagt så mange sammenhængende ord, at de fik bare hovedtrækkene i den tåbelige historie, var der gået tyve minutter.

 

Det er nu rigtig mange år siden og stadig umuligt at forklare, så måske forstår mine piger og min familie først den fulde sammenhæng nu, hvor de kan læse den i stedet for at skulle forsøge at forstå min forklaring. Tre ord… latteren smitter. Fire ord… alle brøler af grin.

Denne historie er familiens største latterbrønd, og jeg kan fortsat ikke fortælle den uden at bryde sammen, og det kan mine piger heller ikke.

I dag er den yngste en voksen kvinde, og for nylig forsøgte hun at fortælle sin kæreste om sin mors franske fadæse.

Det var også umuligt, og i latterkrampe måtte hun opgive og slutte med at sige:

”Du skulle have været der!”