Et øjebliksbillede

 

Hjertelig velkommen til min nye begyndelse som blogger. Det er en stor glæde og sejr for mig at være nået hertil, og jeg er meget taknemmelig for, at du har valgt at dele dette øjeblik med mig.

Jeg ved godt, at det er en floskel at sige, at jeg lever i nuet. Ikke desto mindre er det lige præcis, hvad jeg prøver på at gøre hver eneste dag. Det er der, jeg kan holde ud at være. Der jeg kan finde fordybelse og rense tankerne og for en stund gøre mig fri af den sygdom, som har ramt mig, ligesom den rammer alt for mange andre.

Hverdagen byder på storslalom ud og ind mellem de forhindringer, som min stress-situation hele tiden sætter op for mig. Men jeg har det godt, for jeg vil have det godt! Det er blevet noget helt uundværligt for mig at følge min indre stemme og lede efter det positive i tilværelsen, hvad end den byder mig, for jeg tror, at der er en mening med alt, hvad der sker i vores liv. Tit kan det være meget svært at få øje på det, og når vi står midt i problemerne, fyldes vi nemt af bitterhed, følelsen af uretfærdighed og opgivelse. Men det er ikke meningen, at vi skal give op. Vi skal give os tid, ro og rum til at lytte til vores indre stemme og gå med den.

Det har jeg gjort. Jeg har fundet fred med min fortid og min sygdom ved at vende mig rundt og se den i øjnene. Hvad er det den vil fortælle mig? Hvad er det, jeg skal lære af den svære situation, som livet har bragt mig i?

Blandt andet har jeg skullet lære at turde stå ved den, jeg er. At se mine fejl i øjnene og være villig til at indrømme dem, rette op på dem eller bearbejde dem på en måde, så de ikke længere gør ondt.

Den rejse har været lang og er ikke færdig endnu, men i dag kan jeg sige, at jeg har tilgivet mig selv de dumheder, som førte mig så langt ud, at der kun var overgivelse tilbage. Jeg har fundet fred med mig selv; med det, der førte til mit sammenbrud og med tanken om, at jeg aldrig mere bliver, som jeg var engang. Det har jeg heller ikke noget ønske om, for det virkede jo ikke i sidste ende.

Har jeg så ikke haft et godt liv?

Jo, jeg har haft et fantastisk liv. Det var sjovt, og jeg havde en fest, så længe det gik godt. Et fantastisk liv med mange jern i ilden og hundredevis af mennesker, der gik ind og ud af min svingdør…
Men jeg manglede fordybelsen.

Dybest set var det liv ikke mig, og ulykken var, at jeg ikke var tro mod mig selv. Jeg fulgte ikke min indre stemme, hvor højt den end skreg på mig, men valgte i stedet at overhøre alle advarsler og fortsatte i et tempo, som ville skæppe godt i statskassen, hvis jeg var blev fanget i en hastighedskontrol.

Nu har det godt, er tro mod mig selv og elsker livet, som er fyldt af så uendeligt mange små og store glæder, bare man giver sig selv lov til at se og lytte.

Rejsen fra at være en blævrende gople til igen at blive et helt menneske har været meget lang, og hver dag øver jeg mig i at hvile i mig selv og lytte til min indre stemme, for den er vist den klogeste af os to.

Hvis du har lyst, vil jeg invitere dig med på turen fra vandmand til værdigt menneske.

[wpsocialite]